Huset er tænkt som en naturlig forlængelse af terrænet. Det ydre er karakteriseret ved de sorte træfacader og det traditionelle græstag, som får bygningen til at falde i ét med de grønne fjelde. Ved at løfte huset på diskrete punktfundamenter lader man den vilde vegetation fortsætte uforstyrret under bygningen, hvilket minimerer indgrebet i naturen. Basen er beklædt med mørk skifer, der giver huset en visuel tyngde og modstandskraft over for det omskiftelige vejr.

Indre ro og materialitet

Indvendigt skifter stemningen fra det mørke ydre til et lyst og varmt interiør. Vægge, lofter og de karakteristiske spær er udført i lyst træ, hvilket skaber en gennemgående rytme og en følelse af håndværksmæssig kvalitet.

I stedet for traditionelle skillevægge er boligen inddelt i zoner ved hjælp af markante farveflader:

• Dyb grøn og bordeaux: Køkkenet og de private nicher er defineret af mættede farver, der skaber en tryg og huleagtig kontrast til de store, lyse opholdsrum.

• Taktile kontraster: Mødet mellem det varme træ, det kølige, støbte betonbord og de bløde læderdetaljer understreger de enkelte elementers funktion og form.

Landskabet som levende maleri

Vinduespartierne er ikke blot lyskilder, men præcist placerede rammer. De store glasflader i stueplan bringer Atlanterhavet helt ind i rummet, mens de mindre åbninger i husets øvre plan giver fokuserede kig til fjeldene. Det skaber en bolig, hvor man altid er bevidst om stedets unikke placering, uanset om man arbejder ved hemsen eller samles omkring spisebordet.