Midgaard Vikingecenter 

Projektforslag til Midgaard Vikingecenter – et undervisnings- og kulturcenter med afsæt i vikingetidens bebyggelser og håndværk. Projektet samler historisk formidling, rekonstruktion og aktiv deltagelse i et sammenhængende og oplevelsesrigt landskab.

Bygherre

Privat

Omfang

Grund: 220.000 m2

Sted

Haderslev

Type

Kulturcenter

Periode

2018

Status

Forslag

Midgaard Vikingecenter – levende formidling af vikingetiden

Projektet tager udgangspunkt i etableringen af et undervisnings- og kulturcenter med fokus på vikingetidens levevis og håndværkstraditioner. Centret rummer rekonstruerede grubehuse baseret på arkæologiske fund fra Sønderjylland, køkkenhaver samt værksteder som smedje, garveri, skomager- og læderværksted samt systue. Alle funktioner indgår aktivt i historisk formidling og undervisning for både børn og voksne.

Sitet er organiseret i seks zoner med hver deres program: Velkomst, Center, Markedsplads, Grubehuse, Ringborg, Værksteder og Gravplads. Zonerne bindes sammen af et overordnet sti- og vejsystem, der starter ved ankomsten fra Ribe Landevej. Herfra fordeles besøgende mod værksteder og markedsplads mod øst og velkomstcenteret mod vest. Fra velkomstområdet leder stien videre mod nordvest til et udkigstårn placeret på områdets højeste punkt med udsigt over hele anlægget, hvorefter stiforløbet fordeler sig til grubehuse, ringborg og gravplads.

Bygningsprogrammet er indhegnet af et to meter højt palisadehegn, der markerer overgangen mellem det ydre og det indre område. Langs hegnet ligger 15 grubehuse, som kan udlejes til besøgende og skabe mulighed for ophold i historiske rammer. Centralt på pladsen er en rekonstruktion af stormandsgården fra Østergård, der fungerer som samlingspunkt i bebyggelsen.

Tre indgange fra sydvest, nordvest og sydøst forbinder området med et cirkulært stisystem, der skaber sammenhæng mellem det eksterne landskab og det interne program. Mellem grubehusene er mindre jordlodder til dyrkning af historisk relevante urter og grøntsager, mens større haver anvendes til undervisning i traditionel jorddyrkning.

Ankomsten er centralt placeret og organiseret omkring to korridorer, der fordeler programmet. Bygningen strækker sig i landskabet og danner en passage mellem søen og en cirkulært placeret trægruppe, hvilket understreger samspillet mellem natur og bebyggelse.

Projektet skaber en samlet fortælling, hvor arkitektur, landskab og historisk rekonstruktion går hånd i hånd og danner ramme om levende formidling af vikingetiden.

Fotos og Illustrationer:

A78 Arkitekter