Børnenes sti er forslaget til en konkurrence om opførelse af ny integreret daginstitution, med børnehave og vuggestue, i området Buldervang i Kalundborg.
Bygningen er udført i en cirkelform, som skaber et centralt fælles gårdrum i midten.
Gårdrummet er hjertet i bygningen og danner et kontinuerligt kig til og kontakt med institutionens udearealer inde fra bygningen.
Således skabes følelsen af altid at være i umiddelbar nærhed af naturen.
Samtidig skaber cirkelformen en større facade på ydersiden af bygningen, hvilket giver en stor mængde dagslys hele dagen igennem. Bygningens yderside henvender sig til den store åbne grund og giver et frit og uforstyrret udkig til de omgivende grønne arealer.
Cirkeludformningen af daginstitutionen skaber en rationel og funktionel fordeling af dens funktioner, hvor hver afdeling orienterer sig i hver sin retning ud fra gårdrummet. Alle afdelinger og centrale rum nås i en kort afstand fra alle steder i bygningen. Formen er også effektiv i forhold til arealoptimering, da gangarealet reduceres når det placeres langs den korteste omkreds inderst i bygningen.
Grafik i gangarealerne og på stuerne lægger i samspil med de nære udearealer op til leg og læring på børnenes præmisser i hele institutionens udstrækning.
Daginstitutionen vil kunne blive et særligt pejlemærke i området omkring Klostermosen og Buldervang og kan danne inspiration for lignende nedslag i form af institutioner andre
steder i kommunen.